Mød din instruktør
Christopher Hoff.
Christopher Hoff har brugt størstedelen af sit voksne liv på at nørde med smag. Interessen begyndte bag en cocktailbar og førte ham sidenhen ind i kaffens verden.
En brugt espressomaskine på DBA blev startskuddet – og ambitionen var klar: at lære håndværket fra bunden og lande et job på en rigtig kaffebar. Det lykkedes.
Først på Kaffeplantagen, en hyggelig kaffebar på Enghave Plads, siden hos Coffee Collective, hvor Christophers passion for espresso og baristakunst for alvor tog fart.


I dag er han danmarksmester i baristakunst og underviser hos rRebel Coffee Academy, hvor han leder vores Barista I-kurser med fokus på espresso, mælkesteaming og forståelse for smag.
Med over otte års erfaring i branchen – som barista, barchef og underviser – er han en stærk formidler, der formår at kombinere nørderi med hands-on læring.
Konkurrencer har spillet en vigtig rolle i Christophers udvikling. “Det er dér, jeg virkelig fandt min egen stil,” siger han.
Efter fem forsøg lykkedes det ham at tage førstepladsen, og i dag bruger han erfaringerne fra konkurrencescenen aktivt i sin undervisning.
For ham handler det om at forstå, hvorfor kaffen smager, som den gør – og hvordan man justerer teknikken, så man kan styre smagen, i stedet for at gætte.

På Barista I går han grundigt til værks, men altid med en afslappet tilgang. “Målet er, at deltagerne går herfra med en espresso, de er stolte af – og med selvtillid til at fortsætte derhjemme.”
Kurset dækker det basale: espressoekstraktion, mælketeknik og lidt latte art, hvis man har lyst.
Alt sammen med plads til spørgsmål og tilpasning til deltagerens niveau.

Når Christopher ikke står bag en maskine, er han ofte i gang med madprojekter, lange gåture i skoven eller et godt brætspil.
Hjemmebrygningen veksler mellem pour over og espresso – alt efter humør og hvilke bønner, der er på lager.