rRebel Talk: Original Coffee - rejsen fra kaffecykler til kaffebarer, bageri og risteri
- rRebel Denmark

- 10. okt.
- 7 min læsning
Hvordan det hele startede – en fælles passion for kaffe bliver til Original Coffee
I 2010 startede Nikolaj og Philip Rolling Coffee, hvor de serverede specialkaffe fra mobile kaffecykler i alle hjørner af København. Cyklerne var en succes, men drømmen var større: at skabe en oplevelse, hvor kaffe er et dagligt højdepunkt – et sted, hvor kvalitet og service er tilgængelig for alle.
I 2012 besluttede de at ændre virksomhedens navn til Original Coffee med undertitlen Brewed by Friends og åbnede deres første kaffebar.
Hvad inspirerede jer til at tage springet fra kaffecykler til at åbne en kaffebar? Hvordan føltes det at tage springet? Hvordan så jeres vision for Original Coffee ud dengang – og hvordan har den udviklet sig?
For os handlede springet fra kaffecykler til kaffebarer om at skabe rammerne for en fuld oplevelse – ikke kun en god kop kaffe, men også et sted, hvor man kan trække vejret og finde et lille pusterum i hverdagen. Vores vision var dengang at gøre specialkaffe tilgængelig for alle, og den er stadig den samme i dag – men nu med endnu større fokus på ansvarlighed og helhedsoplevelsen.
Den første kaffebar – og rejsen fra én til 23
Original Coffee åbnede sin første kaffebar på toppen af stormagasinet Illum i 2012. Med fokus på kvalitet, tilgængelighed, fællesskab og æstetik i hverdagen blev kaffebaren hurtigt en succes.
Siden da har Original Coffee ekspanderet til 20 kaffebarer i København, tre kaffebarer i Tivoli, eget bageri i Kødbyen og eget risteri i Carlsberg Byen.
Selvom brandet er vokset, har de fastholdt filosofien om, at hver kaffebar skal føles som sin egen – lokal, autentisk og med sin helt særlige stemning.
Hvordan sikrer I, at Original Coffee bevarer sin autenticitet og lokale forankring, selvom I er vokset så meget?
At bevare autenticitet, mens vi vokser, handler om, at hver kaffebar skal føles lokal og have sin egen stemning. Vi vil ikke bare servere kaffe – vi vil skabe et sted, hvor gæsterne kan finde ro, fællesskab og en oplevelse, der rækker ud over det praktiske. Det er det, der gør Original Coffee relevant og nærværende.
Æstetik og atmosfære
En af de ting, der gør Original Coffee unik, er deres tilgang til design og indretning af kaffebarerne. Ifølge medstifter Jonas Skovsted-Overgaard starter de forfra hver gang, de åbner en ny kaffebar.
"Vi ønsker, at hver kaffebar føles lokal og unik – som om det er den eneste Original Coffee i byen." – Jonas Skovsted-Overgaard, medstifter af Original Coffee
De arbejder tæt sammen med Space Between og danske møbeldesignere som Form & Refine og FRAMA. Det sikrer, at materialer, farver og stemningen altid matcher omgivelserne – og at hver kaffebar får sit eget særpræg.
Hvordan balancerer I funktionalitet og æstetik, når I designer nye kaffebarer? Har I faste samarbejdspartnere, I benytter i forbindelse med nye åbninger?
Når vi designer nye kaffebarer, tænker vi altid på helhedsoplevelsen for gæsten. Funktionalitet og æstetik skal spille sammen, så baristaerne har de rette rammer til at skabe en god oplevelse, mens gæsterne møder en atmosfære, der inviterer til at sænke tempoet. Derfor arbejder vi med faste samarbejdspartnere som Space Between og danske designere – de hjælper os med at skabe rum, hvor æstetik og funktionalitet tilsammen giver pusterum i byen.
Åbning af eget bageri i Kødbyen
I 2022 udvidede Original Coffee deres forretning med et bageri i Kødbyen.
Ved at have eget bageri kan de sikre, at hvert stykke bagværk har samme høje kvalitet som kaffen. Samtidig giver det mulighed for at eksperimentere med nye opskrifter og sæsonbetonede produkter, som skaber en endnu bedre oplevelse for gæsterne.
I 2024 blev bageriet certificeret 100% økologisk. Økologi er endnu en måde, hvorpå Original Coffee tager ansvar – for både gæsternes sundhed og miljøet. Ved at vælge økologiske råvarer undgår de kemiske sprøjtemidler, som skader naturen og vores grundvand. Deres bagværk indeholder færre tilsætningsstoffer, hvilket giver en renere og mere naturlig smagsoplevelse.
Hvad var motivationen bag at åbne jeres eget bageri, og hvordan har det påvirket kundeoplevelsen? Tog gæsterne godt imod det?
Vi åbnede bageriet, fordi vi ønskede at løfte hele oplevelsen – ikke kun kaffen. Når gæster bestiller en kaffe og et stykke bagværk, skal begge dele være på samme niveau og give en følelse af forkælelse i en travl hverdag. Gæsterne har taget enormt godt imod det.
Kvalitet og bæredygtighed: Vejen til en bedre kaffeoplevelse
Original Coffee har altid haft en stærk forpligtelse til at bidrage til en mere bæredygtig fremtid – både socialt og miljømæssigt. Derfor prioriterer de samarbejdspartnere og leverandører, der deler deres værdier og vision.
Som kaffeproducent har deres ambition altid været at sikre en gennemsigtig og etisk forsyningskæde, hvor kaffebønder får en fair betaling, og kunderne får en kaffeoplevelse af højeste kvalitet. Derfor vælger de deres kaffeleverandører med omhu og stræber efter at etablere langvarige samarbejder med kaffefarmere.
Som medlem af FN’s Global Compact har Original Coffee forpligtet sig til at rapportere deres fremskridt inden for bæredygtighed. De arbejder aktivt på at reducere CO2-aftryk i alle led af virksomheden, minimere madspild, bruge miljøvenlige materialer i kaffebarerne og skabe inkluderende, trygge arbejdsmiljøer for deres ansatte.
I 2024 blev Original Coffee B Corp-certificeret – en certificering, som tildeles virksomheder, der lever op til høje standarder for social og miljømæssig ydeevne, gennemsigtighed og ansvarlighed.
Hvordan arbejder I med at sikre, at jeres kaffe ikke bare smager fantastisk, men også er produceret under bæredygtige og etiske forhold?
Kaffen skal både smage godt og gøre godt – men vi ser det også som en del af helhedsoplevelsen for gæsten. Når man sætter sig hos os, skal man både kunne nyde smagen og føle sig tryg ved, at kaffen er produceret på en ordentlig måde. Som B Corp-certificeret virksomhed forpligter vi os til høje standarder for ansvarlighed og transparens – for os er bæredygtighed derfor lige så meget en del af pusterummet som design og service.
Baristakultur, træning og en tryg arbejdsplads
Hos Original Coffee er kaffen og den gode service en topprioritet. Alle baristaer gennemgår grundig træning i bryggeteknikker, smagsprofilering og service. På den måde kan de give gæsterne den bedste kaffeoplevelse.
Men det handler ikke kun om baristatræning – det handler i lige så høj grad om at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejdere føler sig set, hørt og har mulighed for at udvikle sig.
En vigtig del af dette er at skabe en kultur, hvor fleksibilitet, samarbejde og engagement er i fokus. De ansatte hos Original Coffee har mulighed for at tage del i forskellige aspekter af virksomheden – fra baristatræning til produktudvikling – hvilket giver dem en følelse af medansvar for den kaffeoplevelse, de leverer hver dag.
Hvordan arbejder I aktivt med at skabe et arbejdsmiljø, hvor jeres medarbejdere trives og udvikler sig? Hvilke tiltag har I gjort for at sikre, at Original Coffee forbliver en attraktiv arbejdsplads i en branche med høj medarbejderomsætning?
Et af vores centrale principper er ”Mennesker først” – vi sætter både gæster og især medarbejdere i centrum og arbejder målrettet på at skabe et godt arbejdsmiljø. Vi tror på, at tilfredse medarbejdere leverer bedre kaffeoplevelser og højere service.
Fællesskabet i Original Coffee vægtes højt, og vi afholder derfor løbende arrangementer for at styrke relationerne både i og uden for baren. Samtidig understøttes arbejdsglæden gennem struktureret oplæring og onboarding, løbende opfølgning via coffee talks samt medarbejdertilfredshedsundersøgelser. Dette gør os i stand til hele tiden at tjekke ind med vores teams og udvikle nye tiltag, der styrker både medarbejdernes trivsel og vores mission om at levere gode oplevelser til gæsterne.
Vi sikrer også, at vores managers udvikles gennem lederkurser, hvor de lærer at skabe psykologisk tryghed gennem feedback og anerkendelse samt understøtte medarbejdernes udvikling. Gennem disse tiltag fremmer vi trivsel, udvikling og gør Original Coffee til en attraktiv arbejdsplads.
Fremtid: Eget risteri i Carlsberg Byen og samarbejdet med rRebel
Et af de mest spændende projekter for Original Coffee i 2025 er åbningen af deres eget risteri i Carlsberg Byen i maj. Med eget risteri kan de sikre endnu højere kvalitet og udvikle flere unikke smagsprofiler.
Risteriet giver også Original Coffee mulighed for at styrke forholdet til kaffeproducenter yderligere og opnå endnu højere transparens, samtidig med at de skaber en destination, hvor kaffeentusiaster kan opleve risteriprocessen på tæt hold.
Hvad betyder det for Original Coffee at få deres eget risteri?
Med eget risteri kan vi fuldende oplevelsen: fra grøn bønne til færdig kop – alt under ét tag. Det giver gennemsigtighed og gør det muligt at invitere gæsterne endnu tættere på processen.
Samtidig med åbningen af risteriet har Original Coffee også taget et nyt skridt i forhold til kaffe- og espressoudstyr i deres barer. For at sikre den bedste kaffeoplevelse for både gæster og baristaer har de valgt at indgå et samarbejde med rRebel, der leverer højkvalitets espresso- og bryggeudstyr.
Med dette partnerskab får Original Coffee adgang til markedets bedste teknologi, der ikke bare sikrer konsistens i brygningen, men også giver baristaerne de bedste forudsætninger til at udfolde deres håndværk.
Hvad var motivationen og de vigtigste faktorer for at vælge netop rRebel som samarbejdspartner? Hvordan spiller valget af udstyr ind i jeres fremtidige ambitioner, og hvordan ser I partnerskabet udvikle sig fremover?
Vores samarbejde med rRebel handler om det samme: at give baristaerne det bedste udstyr, så de kan fokusere på håndværket og på at skabe den ro og nydelse, som definerer vores kaffebarer.
Original Coffee og fremtiden for Københavns kaffescene
Original Coffee stræber efter kontinuerlig innovation og konstant udvikling for at sætte standarden for kvalitetskaffeoplevelser i Danmark. Vi glæder os til at se, hvilke nye projekter Original Coffee har i tankerne for de kommende år.
Hvad bringer fremtiden for Original Coffee? Har I ambitioner om nye kaffebarer – måske i andre byer eller lande – nye koncepter, I ønsker at prøve af, eller måske noget helt tredje?
Fremtiden handler for os om hele tiden at finpudse oplevelsen – både kaffen, atmosfæren og det pusterum, vi gerne vil skabe i gæsternes dagligdag. Nye projekter og nye barer kan sagtens komme, men det vigtigste er, at vi aldrig mister fokus på at være det sted, hvor man kan stoppe op, trække vejret og få en kaffeoplevelse med lidt ekstra.
Tak for kaffen!
Vi ses,
rRebels




































Kommentarer