Endnu et år er gået. Det er jul igen, og vi glæder os til at rejse hjem til vores nærmeste, familie og venner og byde julen velkommen.
Og imens vi sidder derhjemme og kaster os over julemaden, julekaffen og spytter nellikerne ud, som landede i gløggen, fordi vi ikke fulgte med, så tænker du måske: hvad betyder det for mig?
Jo, det skal jeg fortælle dig:
Åbningstider for rRebel i juledagene 2024
rRebel Coffee Works holder lukket fra d. 20. december til og med d. 1. januar.
Det betyder, at hvis du sender en bestilling på filterpapir, rengøringsmiddel eller andet d. 26. december, vil ordren først blive behandlet den 2. januar.
Har du brug for service i denne periode, kan du finde kontaktoplysninger til vores servicepartnere her.
Men et år er gået, og det skal naturligvis fejres. Her er et tilbageblik på året, der er gået.
Tilbageblik på 2024
Nordic Coffee Fest
I februar tog vi en tur til Göteborg til den store Nordic Coffee Fest.
Hele rRebel Skandinavien samledes på én stand, og vi fik endelig vist La Marzocco Strada X espressomaskinen og Swan espressokværnen frem i True Artisan Café.
Derudover fremviste vi også TONE Touch 03 kaffebryggeren, Mahlkönig EK Omnia kaffekværnen og den elektriske Stronghold S7X kafferister.
Produkter er én ting, men det bedste var uden tvivl, at se alle risterierne og vores partnere, som alle fik vist sig flot frem på vores stand.
At se dem i deres rette element er det, vi brænder for!
La Marzocco Out of the Box
Juni var en vigtig måned. Vi var værter for La Marzoccos legendariske Out of the Box-arrangement i forbindelse med årets World of Coffee i København.
Vores nye rRebel Showroom på Prags Boulevard dannede rammer for begivenheden, og hele rRebel Skandinavien stillede op og bidrog til, hvad der rygtes at være det bedste Out of the Box arrangement nogensinde!
Der var foredrag, paneldebatter, kaffesmagning, tesmagning, espressomaskiner i hobetal, og det hele kulminerede i en fest uden sidestykke.
Tak til alle, der kom og mindede os om, hvorfor vi elsker at arbejde med jer.
Tone Workshop
I starten af november havde vi fornøjelsen af at byde Antonella og Nicolas fra TONE velkommen i vores showroom til en inspirerende Technical Training.Fokus var på den banebrydende TONE Touch 04 – en kedelfri, energieffektiv kaffebrygger, der hæver barren for præcision inden for brygning.
Med avancerede funktioner som kontrol over tid, temperatur og flow viser TONE, hvordan teknologi kan redefinere kaffeoplevelsen.
En stor tak til Antonella, Nicolas, vores partnere og alle jer besøgende, der gjorde dagen til en succes. Jeres engagement og interesse er, hvad der driver os fremad!
Og med det kan 2025 bare komme!
Vi glæder os til næste år og alt, hvad det bringer.
Så til dig:
Tak for i år. Tak for alle de gode oplevelser, du har været med til at skabe.
Vi ønsker dig en glædelig jul og et godt nytår.
Comments